Træskulpturer i Arden – Kunst, fællesskab og fortællinger i træ
Siden 2018 har Arden været hjemsted for en årlig Træskulpturfestival, hvor motorsavene sætter gang i savsmuldet, og store egestammer forvandles til kunstværker. Festivalen finder sted i Kristi Himmelfartsferien på Naturlegepladsen ved Mejerivej og tiltrækker både lokale og besøgende, der ønsker at opleve kunstens tilblivelse på nært hold.
Festivalen blev til virkelighed takket være en arv fra en lokal ildsjæl, KB, og en gruppe engagerede borgere med Frank Damborg i spidsen. Siden da har Fællesrådet i Arden, sammen med lokale foreninger og sponsorer som Sparekassen Danmark, XL-Byg Rold Trælast og Madværkstedet, sikret festivalens fortsatte succes.
Hvert år arbejder dygtige trækunstnere med at skabe skulpturer, der afspejler årets tema—fra byens historie og natur til kulturelle begivenheder. Disse værker placeres rundt omkring i byen, hvilket gør Arden til et levende galleri under åben himmel.
Træskulpturefestivalen forløber over flere dage så man kan følge kunstnernes arbejde, hvor store træstammer gradvist forvandles til detaljerige skulpturer. På førstedagen må fantasien i gang: Hvad mon det ender med? Kommer man igen senere, ser man værkerne tage form – og til sidst stå færdige som en del af Arden.
Det er gratis at besøge festivalen, og mange lokale lægger vejen forbi – nogle bare for at kigge, andre for at få en snak og følge processen. Dyreparken, som ligger lige ved siden af, danner rammen om en hyggelig udflugt, hvor flere af træskulpturerne fra tidligere år også har fået deres faste plads.
Dette kort giver dig et overblik over de mange træskulpturer, der pryder Arden. Hver skulptur er markeret med billede, navn, årstal og kunstner. Tag på opdagelse og oplev, hvordan kunst og natur smelter sammen i vores by i skoven.